Sensorer og trådløse forbindelser er ofte i fokus, når snakken falder på Ambient Intelligence, som dækker over, at brugerens omgivelser tilpasser sig brugerne automatisk. I et nyt indlæg i IEEEs tidskrift for intelligente systemer fremhæver forfatterne dog, at også kunstig intelligens spiller en væsentlig rolle for fremtidens intelligente miljøer. På følgende områder forventer forfatterne, at forskningen i den kunstige intelligens kan give den nuværende forskning i intelligente miljøer et løft.
Fortolkning af omgivelsernes tilstand
Her skal kunstig intelligens primært ses, som den teknologi, der skal fortolke og danne sammenhæng mellem de mange sensorinputs. Eksempelvis har forskerne i kunstig intelligens gennem mange år udviklet tale- og visuelgenkendelse, som vil være ideelt for de intelligente miljøer. Andre sensorer som RFID eller GPS forventes også at kunne få gavn af kunstig intelligens.
Repræsentation af information i omgivelserne
Hvordan skal et intelligent system forholde sig til virkeligheden, som tager mange krumspring i forhold til et laboratorieskabt scenarium? Her har man inden for kunstig intelligens arbejdet med blandt andet det semantiske web og de såkaldte ontologier, der giver produkterne noget at pejle efter. Her på vidensbanken har vi endda skrevet en
artikel
om fænomenet.
Modelleringen af objekter
En af de nye metoder til at modellere virkelighedens objekter kaldes multiagent-systemer, som der forventes utroligt meget af. Her på vidensbanken dykker vi ned i området i form af et interview med Kasper Hallenborg, som blandt andet bruger multiagent-systemer i sine projekter.
Læring om bruger og omgivelser ved observation
De intelligente omgivelser skal kunne lære om brugerne ved at studere deres adfærd over tid. Inden for kunstig intelligens kaldes den slags maskinlæring eller datamining. En endnu nyere term er Reality mining, som vi også har skrevet om her på
vidensbanken.
Som det kan ses er den kunstige intelligens et vigtigt område, som lapper ind over alle intelligente produkter. Du kan læse flere potentialer i
den originale artikel
(pdf).
I 2001 kom standarden WiMAX på banen og har længe været udset til at erstatte ADSL og kabelforbindelser. Indtil videre er implementeringen ikke helt fuldendt og de klassiske internetforbindelser lever videre, men det kan hurtigt ændre sig. Opkaldsforbindelsernes død kom eksempelvis hurtigt, efter at hurtigere forbindelsesformer havde sit indtog.
WiMAX’ store force er, at den tilbyder en hastighed, som nærmer sig en almindelig kabelforbindelse (hastigheden er på ca. 10 mbit, men afhænger af afstanden til antennen), og måske kan den erstatte de mange kabler, der åbner for informationsmotorvejen i de danske hjem. Et andet og lidt mere relevant perspektiv for de intelligente produkter er, at internettet bliver allestedsnærværende og dermed en potentiel kommunikationsform mellem fremtidens smarte produkter. Spørgsmålet er dog om WiMAX bliver overhalet indenom af mobilnetværket, hvor der arbejdes på at udvikle et 4. generations netværk med hastigheder over eller det samme som WiMAX.
Fra de intelligente produkters synsvinkel er det værd at overveje, hvad det koster at koble et produkt op til enten et 4. generations mobilnetværk eller WiMAX, hvis en af de to teknologier skal agere infrastruktur for produkternes kommunikation. I den optik er det måske rart med flere forskellige teknologier, så sandsynligheden øges for priskrig og dermed billigere kommunikation mellem produkter.
Lugtesansen giver fylder os med sanseindtryk af det gode og det onde. De sanseindtryk vandrer, ved hjælp af den elektroniske lugtesans, over i robotter og produkter, så de bliver endnu mere intelligente. I denne artikel kigger vi nærmere på, hvordan den elektroniske lugtesans virker, og hvor den har fundet anvendelse. Desuden dykker vi ned i de udfordringer, der skal løses for at den elektroniske lugtesans bliver mainstream.
For kort tid siden publicerede vi en artikel om Jane Clemensen her på vidensbanken. Hun fortalte om alt lige fra brugerinddragelse til telemedicinsk sårbehandling. Vi følger op på det sidste spor i dette indlæg, hvor en udvidelse af konceptet er i fokus.
Jane Clemensens version af telemedicinsk sårbehandling bestod af en videotelefon, som sendte billeder af diabetikeres fodsår videre til fjerdiagnosticering. Forskere på Berkeley har taget skridtet videre og udviklet et mikroskop, som kan danne et billede af en patients blodceller, hvilket læger med speciale i blodsygdomme (som eksempelvis malaria) kan bruge til at diagnosticere og behandle sygdommene. Mikroskopet koster kun 75 $ at producere og sættes blot i forlængelse af en almindelig telefon, der transmitterer billedet videre.
God nok er der tale om en teknologisk udvidelse i forhold Jane Clemensens koncept, men i bund og grund er det tale om den samme ide, hvor sundhedspersonale marken kan sende data hjem til en specialist. Vi vil gerne benytte lejligheden til at minde om at læse artiklen medJane Clemensen, som fortæller om udviklngen af hendes projekt.
Reality mining var på MIT’s topliste over teknologier, der slår igennem i 2008, og allerede nu er der opstartet et italiensk firma, som udvikler en infrastruktur til opsamlingen af data. Firmaet hedder openspime og baserer sig på sci-fi guruen Bruce Sterlings begreb spime, der dækker over en sammentrækning af space og time (rum og tid). En spime er et produkt, der kan spores i tid og rum, hvilket bliver virkelighed, når fremtidens produkter bliver koblet på internettet og får stedsans, hvilket medfører en ufattelig mængde data om vores produkters livscyklus.
Openspime arbejder på en infrastruktur, der kan præsentere de mange spimes data ved hjælp af mash-ups på eksempelvis Google maps. Herved håber firmet på, at forbrugere og producenter kan udnytte data til noget fornuftige i form af bedre miljø eller optimering af produkterne. Allerede nu har openspime udviklet en prototype med C02-sensor, der fortæller om C02-udslippet i et givet område.
Bag virksomheden står tre mænd med forskellige baggrunde inden for det teknologiske område. Forretningsmodellen er åben, hvilket vil sige, at datahåndtering er åben for enhver. Selve indtjeningen skal komme fra et såkaldt spimeid, som er et krypteret identifikationsnummer.
Der er et par film på youtube, hvor ophavsmændene forklarer konceptet, hvor blandt andet C02-sensoren forklares. I det hele taget virker det som et spændende koncept, der skaber grobunden for fremtidig reality mining.
Vi skriver ofte om forskellige former for tanker og visioner, som knytter sig til fremtidens mange udfordringer. I det her indlæg præsenterer vi et anderledes jordnært produkt, som snart kan købes i butikkerne. Vi skal nemlig beskæftige os med bevægelsessensorer, som er afgørende for de nutidige home automation-systemer. Med en bevægelsessensor kan lyset slukkes og tændes, alt efter om der er personer tilstede eller ej. Ganske energibesparende! Paradoksalt nok har bevægelsessensoren selv brug for permanent energi, når udøver sin energibesparende metier.
En ny bevægelsessensor rider med på den grønne bølge og sørger for, at også sensoren selv bliver grøn. Ved hjælp af solenergi oplades sensoren i dagtimerne og belaster dermed ikke miljøet.
Open source lyder godt i mange ører. Det er gratis software af ofte god kvalitet. Vi ser også tit større softwarekoncerner understrege, at de bestemt ikke er truet af den nye type software, hvor selve understregningen i sig selv kan ses som en indikation af noget andet. Et andet og langt mere interessant aspekt af open source er, at softwaren kommer ud til masserne. Enhver kan i dag lave forholdsvis avanceret billedredigering, hvilket for år tilbage var umuligt for den almindelige bruger at komme i nærheden af.
Samme logik er ved at indtage en lille del af de interaktive rum. Open source projektet, RoomWare leverer nemlig et stykke basissoftware til at integrere kommunikationsteknologier som RFID og bluetooth ind i geografisk afgrænsede områder. Forskerne på projektet har blandt andet skabt et rum med en skærm, hvor skærmen er kontekstfølsom i forhold til mobiltelefoner i rummet. RoomWare gennemsøger rummet for mobiltelefoner med bluetooth, hvis en mobiltelefon i rummet findes i en bestemt database med billeder af telefonbrugere, viser skærmen billedet af personen blandt de andre personer med mobiltelefoner. Ganske banalt, men det smarte ved RoomWare er, at selve kommunikationsdelen er udarbejdet og gratis tilgængelig.
RFID og bluetooth er givetvis kun toppen af isbjerget. På sigt ser vi mere open source software til de interaktive rum, og så erobrer rummene måske for alvor masserne.
I denne artikel har vi valgt at beskæftige os med en lidt utraditionel aktør. Vi har nemlig talt med Jane Clemensen, som er innovationschef på Alexandra Instituttet. Janes særkende er, at hun er uddannet sygeplejerske og har haft en kringlet vej ind i it-verden. Den kan du læse om i artiklen, hvor Jane også fortæller om sine erfaringer med brugerinddragelse og tværfaglighed, som hun har set de gavnlige effekter af i egne projekter..
Vi forsøgte i sidste blogindlæg at finde ud af, hvorfor vi ikke ser flere produkter og services med stedsans. Den tråd forsætter i dette blogindlæg, hvor vi bliver en anelse mere fokuseret på et enkelt område. Spørgsmålet er nemlig, hvilken type stedsans brugerne ønsker? Forskerne Junglas og Watson har nemlig undersøgt om, brugerne vil have lokations-bevidste eller lokations-sporende services. Først må vi dog hellere forklare, hvad forskellen mellem de to typer stedsans er.
Den afgørende forskel er, hvor meget der bliver sporet, og hvem er i centrum for servicen. En lokations-sporende service sporer kun koordinaterne på brugeren og leverer dem til andre personer eller tjenester. En typisk brug vil være en funktion, som muliggør, at man kan finde en bestemt person.
En lokations-bevidst tjeneste er langt mere omfattende. Her er det brugeren, der får leveret sporing af omgivelserne. Det er eksempelvis en service, hvor man kan efterspørge venner i nærheden, hvis man går en tur i byen.
Grænsen mellem de to typer af services er noget flydende, men det er alligevel fornuftigt at tænke i de baner, inden der produceres et hav af nye produkter og services. De to forskere har udarbejdet et eksperiment for at undersøge, hvilken af de to typer af stedsans, der bliver foretrukket af brugerne. Ret overraskende var det faktisk lokations-sporende tjenester, som brugerne var mest glade for.
Her på vidensbanken mener vi dog, at man skal være påpasseligt med at afskrive lokations-bevidste tjenester endnu. De kan på sigt vise sig at blive mere populære. Det er vigtigt at huske på, at lokations-sporende tjenester formentlig er mere komplicerede og kræver større tilvendelse af brugerne. Derfor kan de lokations-bevidste tjenester blive meget spændende for brugerne, når de først har vendt sig til de lokations-sporende tjeneter og derefter får mod på mere.
Vi skriver meget om stedsans i produkter, og vi taler meget om produkter med stedsans, men hvornår bliver det udbredt? Vi leder efter svaret i de næste 2 blogindlæg, og tager pulsen på hvordan stedsansen kommer til at se ud med udgangspunkt i den nyeste forskning.
De to amerikanske forskere, Junglas & Watson lister 3 grunde til, at stedsans ikke er mere udbredt i produkter og services. Årsagerne er næppe de eneste, men de giver et indblik i, hvilke udfordringer der skal imødegås, før vi får lokationsbestemte produkter og tjenester.
De tre årsager er:
1. Vi venter stadig på mere præcise lokaliseringsteknikker. Indtil eksempelvis Assisted GPS bliver udbredt, er vi stadig henvist til mobilmasternes celleinformation eller den traditionelle GPS. Vi venter med andre ord på øget præcision.
2. De nuværende lokationsbaserede produkter eller tjenester har for lang svartid, hvilket gør brugerne irriterede.
3. Brugerne er bekymrede for at opgive for meget af deres privatliv, hvilket de fleste nok var klar over i forvejen.
Derfor er teknologien bag stedsansen formentlig stadigt i en modningsfase, hvor både teknologi og brugerne skal modnes. Heldigvis er der mange projekter undervejs på det teknologiske område. Der kan både nævnes det omdiskuterede europæiske projekt Galileo (pendant til GPS) og det førnævnte Assisted GPS.
Dette er det første blogindlæg af en serie af to med udgangspunkt i tidsskriftsartiklen af de to nævnte forskere. I morgen kan du læse om forskellen mellem locations-bevidste tjenester og lokations-sporende tjenester. Du får også svaret på, hvilken brugerne ønsker sig mest.
Sensorer er en vigtig del af pervasive computing og de intelligente produkter. Uden dem vil produkterne ikke være i stand til at vide noget som helst om, hvordan de skal opføre sig i forhold til os. En sensor er dog ikke blot en sensor, for de varierer blandt andet i forhold til hvad de måler, hvor innovativt de bliver brugt og hvilken rolle de spiller i produktet. Listen nedenfor er sammensat ud fra, hvor opfindsomme sensorerne er, og om de er brugt på en innovativ måde.
1. Fremtidens produkter kan se
Det amerikanske firma iRobot, som de fleste kender for robotstøvsugeren Roomba, har licenseret
en laser-radar teknologi
, der giver robotterne mulighed for at danne et 3D-billede af den omkringliggende verden. Vores hidtidige produkter har følt omgivelsernes ændringer, men med et 3D-billede bliver det endnu mere præcist. Desværre er teknologien indtil videre forbeholdt militærprodukter, men mon ikke vi ser den i almindelige produkter om et par år?
2. Trykfølsomme sensorer væves ind i tæppet
Her på vidensbanken er vi meget begejstrede for produkter, der hjælper handicappede eller syge mennesker, så de får et bedre liv.
Det intelligente tæppe
fra Missouri University, som vores kollegaer på Lab Confidential har behandlet, er et fint eksempel på et hjælpsomt produkt. Tæppet er fyldt med trykfølsomme sensorer, og de detekterer, når ældre eller handicappede mennesker falder og slår sig. De trykfølsomme sensorer er printet, hvilket giver en favorabel produktionspris. og tæppet er et eksempel på, at det ikke alene er sensorens måleegenskaber, som gør den interessant. Prisen er også vigtig for, at sensorerne bliver udbredt.
3. Lattermeter
Japanske forskere har opfundet en
sensor
, som kan måle, hvor meget en person ler, og hvor oprigtigt latteren er. Det virker måske langt ude at inkludere sådan en gimmick på listen, men det afspejler en vigtig problemstilling inden for de egenskaber, som sensorerne måler. Efterhånden kan teknologien måle alle mulige forskellige fysiologiske tilstande, men noget så komplekst som vores humør, lune eller verdensopfattelse er med den nuværende teknologi næsten umuligt at håndtere. Det kan godt være at et lattermeter er et meget lille plaster på det sår, og vi skal nok ikke forvente nogen markante fremskridt den næste tid, men lidt udvikling og fokus på området skader aldrig.
De fleste med interesse for popkultur kender Steven Spielbergs legendariske mesterværk fra 2002, Minority Report. På den ene side forfærdes man af det overdrevne overvågningssamfund, men på den anden side fascineres man af den måde, hvorpå Tom Cruise styrer computerskærmene ved hjælp af fagter og håndtegn. Styring af computere med fagter og håndtegn er måske på vej til at blive en naturlig del af hverdagen i form af gesture computing.
Gesture computing går i alt sin enkelthed ud på, at brugerens bevægelser bliver aflæst og tilknyttet kommandoer. Så når farmand vil skifte tv-kanal, vifter han blot med hænderne, og tv’et adlyder straks. Det tyske institut for telekommunikation, Fraunhofer demonstrerer deres iPoint på CeBIT messen i Hannover, hvor messedeltagerne kan fornøje sig med at styre en billedviser og spille spil med fagter.
Anvendelsesmulighederne for gesture computing og iPoint virker endeløse. I forhold til det intelligente hjem virker lysdæmpning oplagt. I dag kan home automation-systemer tænde lyset automatisk, når vi træder ind af døren, men den sidste skræddersyning til brugeren kan gesture computing tilbyde. Dæmpning af lyset med hænderne er blot et eksempel. Home automation tænder lyset, når vi træder ind, men desværre dæmper det ikke lyset, hvis det er for skarpt. Her vil gesture computing være en intuitiv teknologi, som kan dæmpe lyset, hvis vi vifter med vores arme på en bestemt måde.
Oplevelsesindustrien og pleje af handicappede er andre åbenlyse anvendelsesmuligheder, så det er blot for producenterne at slå sig løs.
De fleste med interesse for popkultur kender Steven Spielbergs legendariske mesterværk fra 2002, Minority Report. På den ene side forfærdes man af det overdrevne overvågningssamfund, men på den anden side fascineres man af den måde, hvorpå Tom Cruise styrer computerskærmene ved hjælp af fagter og håndtegn. Styring af computere med fagter og håndtegn er måske på vej til at blive en naturlig del af hverdagen i form af gesture computing. 