Innovation Lab Send et tip Printvenlig side KomIalt
Vidensbank for INTELLIGENTE PRODUKTER
FORSIDE
ARTIKLER ARRANGEMENTER AKTØRER ORDBOG WEBLOG NYHEDSBREV


Kategorier

Tags

Blogroll

Søgning

Seneste indlæg

Arkiv

Oversigt

July 24, 2008


Telemedicin møder det intelligente hjem

Som det efterhånden er klart for enhver, venter vi en fremtid, hvor vores hjem opfører sig intelligent i forhold til vores gøren og laden. Formen kendes ikke endnu, men pilen peger mod automatisering af de processer, som vi i dag udfører manuelt. Det kan eksempelvis være åbning og lukning af vinduer, fordi det regner udenfor. Eller slukke tv’et, fordi ingen kigger på det. Kort sagt, der er mange muligheder. Et andet felt, der har mindst lige så mange potentialer, er telemedicin, hvor medicinsk behandling rykker fra hospitalerne og ud i patienternes nærhed. Et hjem er netop i patienternes nærhed, og det er da også oplagt at udvikle produkter i krydsfeltet mellem telemedicin og det intelligente hjem.
Et sådan produkt har firmaet Honeywell udviklet. Produktet, som hedder HomMed Genesis, måler puls, blodtryk og vægt. Derudover kan maskinen programmeres til at spørge patienten om tilstanden af en lang række andre parametre alt afhængig af sygdommen. Herved får patienten et billede af sin egen sundhedstilstand uden at konsultere en læge hver gang.

Læs mere om Genesis

Skrevet af Lasse Christensen kl 2:13 PM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

July 16, 2008


Intelligent brainstorming

Intelligent brainstorming
Højdespring er en fantastisk idrætsdisciplin for tilskuerne. Der er simpelthen ikke noget, som er mere fascinerende end at se en atlet springe højere end sin egen højde. Desuden er det i højdespring ikke udelukkende muskelstyrke og kondition, der bestemmer forskellen mellem guld og sølvmedalje. Teknikken er nemlig lige så vigtig. De tekniske tilgange inden for højdespring har udviklet sig i etaper, hvor den altdominerende teknik er Fosbury Flop, der i dag virker som en selvfølge. Sådan har det dog ikke altid været. I 60’erne udviklede Dick Fosbury de almindelige saksespring til en ny og endnu bedre metode. Det ville aldrig kunne lade sig gøre uden, at Fosbury fik en god ide.

En god ide er ikke nok, for den skal udvikles og finpudses, og havde Fosbury fået sin ide om et nyt spring i dag, kunne han benytte Kage Roi. Kage Roi er et nyt brainstormværktøj, som ved hjælp af talegenkendelse og projektorer understøtter ideudviklingen. Hovedprincippet bag Kage Roi er, at brainstormerne er samlet omkring et bord og diskuterer en ny ide. Ved hjælp af talegenkendelse kan systemet detektere, hvad personerne taler om. Herefter gennemsøger en bot internettet for billeder, der er relaterede til det, som tales om. Indtrykkene fra billederne kan herefter bruges til at forfine eller endda forkaste den grundlæggende ide.

Fosbury fik en guldmedalje ved OL i 1968 på baggrund af en ny ide, og med Kage Roi er den proces blevet et lille skridt kortere.

Læs mere

Skrevet af Lasse Christensen kl 2:01 PM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

June 19, 2008


Overvågning: ja, nej, måske

Ordet overvågning kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på enhver samfundskritiker, men er det nu så slemt endda – og hvis vi gerne vil have overvågning, hvordan vil vi så have det? Problemstillingen er ikke triviel i en verden spækket med intelligente produkter, der kan sladre om de mest private dele af vores liv. I dette blogindlæg vil vi derfor bringe et par højdepunkter fra blogosfæren.

Allan Greenfield, som gav et inspirerende indlæg til NEXT-konferencen, har blandt andet behandlet den seneste tids skriverier om, at butikkerne begynder at overvåge forbrugernes indkøb ved at triangulere signalerne fra deres mobiltelefon. Han skriver blandt andet om informationsasymmetri, reality mining og andre spændende begreber. Generelt er han ikke positivt stemt overfor tiltagene, og især ikke hvis brugerne ikke ved, at der indsamles information om dem. Informationsasymmetrien består i, at en tredjepart får nyttig information om brugeren. Det kan i sig selv være problematisk, men det er det især, når tredjeparten ikke er varetager brugerens interesser. I kommentarerne på Greenfields blog findes der adskillige godbidder, hvor der blandt andet plæderes for at forbrugeren selv skal vælge i form af skiltning.

I det hele tage virker problemstillingen svært at overskue, men et eksempel på overvågning, der ikke er ønskværdig er denne GPS-sladrehank , som eksempelvis kan bruges til at spore ansatte, ægtefæller eller andres gøren og laden uden deres viden. Vi synes i hvert fald, at den slags er for meget af det gode.

Kommenter gerne med jeres holdning til overvågning. Skal det være helt frit, eller hvor går grænsen?

Skrevet af Lasse Christensen kl 1:46 PM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

June 12, 2008


De intelligente post-it sedler

Hvis din computerskærm ligner de flestes, er den til tider klistret til med gule post-it notes med aftaler, telefonnumre og memoer. Siden post-it sedlerne blev opfundet i slutningen af 70’erne har firmaet 3M, der står bag konceptet, tjent styrtende på opfindelsen, og sedlerne er måske et af de mest kendte produkter verden over. Studerende ved MIT har netop nu færdiggjort et koncept, hvor post-it sedlerne har fået en overhaling af moderne teknologi som eksempelvis RFID. Post-it sedlerne er med andre ord blevet paret med it-verdens intelligente chips.

Når der skal lægges en besked eller skrives et memo, kribler man det blot ned det gule stykke papir, hvilket er præcist det samme, som man altid gør. Post-it sedlen fungerer nemlig stadig som en almindelig post-it blok, men udover den fysiske gengivelse af beskeden er post-it beskeden også repræsenteret som en tekstbesked på computeren, hvor beskeden kan kaldes frem igen og igen. Det er blot en af de mange features i systemet, som giver flere muligheder for brugen af post-it i hverdagen. Du kan se systemet demonstreret i youtube-klippet nedenfor.

Det smarte ved systemet er, at de elektroniske kredsløb påvirker den almindelige brug af post-it seddlerne, så de kan stadig klistres omkring computerskærmen og alle andre steder.

Læs mere her .

Skrevet af Lasse Christensen kl 11:51 AM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

June 10, 2008


Fremtidens betaling

Økonomi kan virke utroligt kompliceret for det utrænede øje, men skræller man helt ind til benet af microøkonomisk teori, gemmer der sig antagelsen om det rationelle menneske, som altid handler i overensstemmelse med sine præferencer. Antagelsen har mødt megen kritik, men lever trods kritikken stadig videre.

I en artikel af en række japanske forskere anvender de netop den økonomiske antagelse om det rationelle menneske til at udvikle en prototype for fremtidens kontekstbevidste betalinger. Grundideen er, at en del af samfundets service og tjenesteydelser er så små, at de koster mindre end selve betalingstransaktionen. Eksempelvis lader unge være med at betale for busturen, fordi besværet ved at veksle sedler til mønter er større en prisen for turen.

Derfor gælder det om at mindske besværet for betalingen af disse ydelser, og her har betaling med mobiltelefon en stor fremtid, for den udsletter brugen af mønter med et trylleslag. Dog kan alt betaling ikke udelukkende foregå automatisk, for tænk hvis systemet ved en fejl trækker 50.000 kr. på mobiltelefonen. Derfor vil det være en stor fordel, hvis betalingssystemet på intelligent vis finder ud af, hvilke betalinger som kan klares automatisk, og hvilke der kræver forskellige grader af accept fra køberen. Eksempelvis accepterer kunden nogle betalinger ved at klappe på mobiltelefonen, mens andre kræver indtastning af pinkode.

Rapporten om betaling kan læses her .

Skrevet af Lasse Christensen kl 9:39 AM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

June 6, 2008


Google + MIT summerer til super stedsans

Google annoncerede med pomp og pragt sidste år deres nye styresystem til mobiltelefoner, Android. Siden har den teknologiske verdenspresse vendt øjet mod andre ting, men nu vender vi igen vidensbankens øje mod nye og spændende tiltag med udgangspunkt i Android. Selvom der endnu ikke er en håndfast mobil i handlen, er der allerede nu spændende aktiviteter i gang. Eksempelvis har et hold af studerende ved MIT udviklet spændende applikationer, som bruger stedsans på mobilen, og det fleste af dem er ret godt udtænkt.

Overvågning er et fyord, og i kølvandet følger altid farverige beskrivelser af samfundets forfald, men det kan være rart nok for et lille pizzeria at give et tidspunkt for levering til kunderne. Applikation Flare forsøger netop at give små pizzeriaer mulighed for at overvåge pizzabudets færd frem mod kunderne ved hjælp af mobiltelefonen. Overvågningen sker dog med den dybeste respekt for pizzabudet, som til enhver tid kan lukke for den.

En bedre integration mellem mobiltelefonen og brugerens hjem har længe været på ønskeseddelen. Nu sker der et lille fremskridt på den front, for en applikation fra MIT-holdet med navnet Locale kobler telefonens profil til en given lokalitet som eksempelvis hjemmet. I det øjeblik ejeren træder ind ad døren, skifter telefonens profil til den, som ejeren ønsker i hjemmet. Det kan eksempelvis være, at mobiltelefonen skal være lydløs derhjemme eller arbejdsrelaterede telefonopkald skal videresendes til telefonsvareren. Brugen af Locale er selvfølgelig ikke forbeholdt hjemmet, men også andre steder som eksempelvis indkøbscentret, rundbordet på direktørens kontor eller toilettet, hvor en skræddersyet mobilprofil er oplagt.

Generelt viser eksemplerne potentialerne i at parre et godt teknologisk grundlag i from af android med de kreative kræfter, som MIT er kendt for.

Læs om flere applikationer her .

Skrevet af Lasse Christensen kl 12:22 PM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

May 30, 2008


Mød en pervasive-guru

Den 9. juni er der mulighed for at møde en af de helt store personligheder inden for intelligente produkter og pervasive computing. Navnet Joe Polastre vækker stor anerkendelse i både forskningens verden og erhvervslivet. Eksempelvis har det sagnomspundne magasin Wired kaldt Polastre et wunderkind og han er hyppig gæst på konferencer verden over. Selvom han er opdraget i den akademiske verden, er Polastre med sit firma Sentillas udviklings applikationer med til at sprøjte intelligens ud i virkeligheden, som i bund og grund er det anvendt pervasive computing handler om.

Det er vores samarbejdspartner KomIalt, der afholder mødet med Joe Polastre, og du får flere informationer på deres hjemmeside .

Skrevet af Lasse Christensen kl 12:59 PM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

May 13, 2008


Det intelligente sikkerhedskamera

Et firma med det kloge navn VideoIQ har kreeret et overvågningskamera, som selv kan regne ud om, det der sker foran linsen er spændende eller ej. Videooptagelser optager utrolig meget diskplads, og de kræver stor båndbredde at transmittere over nettet. Eksempelvis vil et års optagelser på en offentlig plads blive til 8760 timers filmoptagelser, og det optager meget dataplads. Paradoksalt nok er det formentlig kun få timers optagelser, der skal bruges til at opklare egentlige forbrydelser.

Det intelligente kamera optager stadig alt, men den sænker opløsningen på optagelserne, når der ikke sker noget interessant foran linsen. Herved fylder optagelserne mindre, og der spares penge på pladsen. En anden fordel er, at langt flere timers optagelse kan opbevares lokalt.

Selvfølgelig giver kameraet mulighed for øget overvågning, og det emne er efterhånden så gennemdiskuteret af både dekadenceteoretikere og terrorangste politikere, at de fleste aspekter vendt og drejet mange gange. Her på vidensbanken synes vi, at kameraet og overvågning skal ses som en mulighed, men ikke noget som skal implementeres uden grund.

https://www.technologyreview.com/Infotech/20600/?a=f

Skrevet af Lasse Christensen kl 9:28 AM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

May 5, 2008


Fremtidens hjem twitter elforbruget

Faktisk er overskriften en smule overdrevet, for der findes allerede nu et hjem, der sender twitter-beskeder om elforbruget. Twitter er en forholdsvis ny service, hvor brugere kan microblogge om deres seneste aktiviteter. Vores søstervidensbank for nye medier har skrevet et fremragende indlæg om Twitter, og vi anbefaler tage et smut forbi, hvis microblogging er meget ukendt.

En af de store hurdler inden for den grønne bølge er at få individet gjort energibevidst. Det skal med andre ord være sjovt at spare på strømmen til glæde for egen pengepung og miljøet, og i den seneste tid er der også poppet den ene service frem efter den anden. Fælles for de fleste løsninger er, at de endnu ikke er kommet på markedet eller har været meget klodsede, så vi venter stadig på en spændende løsning.

Ventetid er som bekendt en rød klud for mange teknonørder, og nu har en af dem altså koblet en elmåler til Twitter, som viser husets elforbrug. Egentlig virker Twitter og intelligente elmålere som et perfekt match, for Twitter giver nemlig et socialt aspekt, hvor andre kan se energiforbruget, hvilket kan få beboerne til at mindske energiforbruget i konkurrence med andre.

Hvorvidt Twitter er en permanent løsning, er nok tvivlsomt, men mon ikke det sociale aspekt kan give inspiration?

http://earth2tech.com/2008/04/30/the-house-that-twitters-its-energy-use/

Skrevet af Lasse Christensen kl 11:15 AM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

April 30, 2008


Rør ved fremtidens hjem

I fremtidens hjem er det nødvendigt, at der transmitteres kontekstbaseret information, for at formidle et skræddersyet møde med hjemmets moderne teknologi. Det er vigtigt, at transmissionen ikke spolerer oplevelsen af hjemmet som helhed eller det enkelte rum. En ny teknologi fra den japanske mobiloperatør NTT giver mulighed for at overføre data via berøring, som netop adskiller sig fra traditionelle kontrolmekanismer ved ikke at forlange ret meget af brugeren. Båndbredden er indtil videre 230 kbps, men forventes med tiden at nærme sig 10mbps, så der kan virkelig overføres nogle data gennem systemet.

Teknologien virker ved hjælp af en sender, som konverterer data til et svagt elektrisk felt, som dækker den menneskelige krop, hvor feltet overfører data til en modtager ved den blotte berøring. Til at starte med håber firmaet på at bruge teknologien i sikkerhedsøjemed i stedet for den klassiske nøgle, som altid forstyrrer, når vi skal ind i et aflåst lokale.

Lignende teknologier vil helt sikkert invadere fremtidens hjem inden for kort tid og gøre hverdagen lettere for os. Hvem vil ikke gerne have, at tv’et tænder på yndlingskanalen og med et tilpasset lydniveau, når vi rører ved fjernbetjeningen?

Læs mere om berøringsteknologien

Skrevet af Lasse Christensen kl 12:44 PM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

April 15, 2008


Nokia opruster

Den finske mobilgigant Nokia opruster sin designafdeling med ansættelsen af to af de mest visionære bloggere om pervasive computing. Hvorvidt det er truslen fra iPhone, der har medført oprustningen, vides ikke, men det bliver interessant at se, hvorvidt Nokias produkter bliver mere intuitive og intelligente.

De to personer er Alan Greenfield og Julian Bleecker, som begge, på forskellige vis, har påkaldt sig opmærksomhed fra vidensbanken. Alan Greenfield var sågar keynote på NEXT, hvor de heldige så ham præsentere spændende pointer fra sin bog . Julian Bleecker blogger hos Near Future Laboratory, hvor han har demonstreret, hvordan et intelligent produkt bliver til.

Begge bloggere har et kritisk perspektiv på intelligente produkter og vil gå langt for at værne om privatlivets fred, og det er måske netop det perspektiv, der skal til for at skabe reel nytænkning. Det bliver, uanset hvad, spændende at følge Nokias udviklingsafdeling de næste år, og se hvad de finder på.

Skrevet af Lasse Christensen kl 1:36 PM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

March 30, 2008


Er kunstig intelligens fremtiden?

Sensorer og trådløse forbindelser er ofte i fokus, når snakken falder på Ambient Intelligence, som dækker over, at brugerens omgivelser tilpasser sig brugerne automatisk. I et nyt indlæg i IEEEs tidskrift for intelligente systemer fremhæver forfatterne dog, at også kunstig intelligens spiller en væsentlig rolle for fremtidens intelligente miljøer. På følgende områder forventer forfatterne, at forskningen i den kunstige intelligens kan give den nuværende forskning i intelligente miljøer et løft.

Fortolkning af omgivelsernes tilstand
Her skal kunstig intelligens primært ses, som den teknologi, der skal fortolke og danne sammenhæng mellem de mange sensorinputs. Eksempelvis har forskerne i kunstig intelligens gennem mange år udviklet tale- og visuelgenkendelse, som vil være ideelt for de intelligente miljøer. Andre sensorer som RFID eller GPS forventes også at kunne få gavn af kunstig intelligens.

Repræsentation af information i omgivelserne
Hvordan skal et intelligent system forholde sig til virkeligheden, som tager mange krumspring i forhold til et laboratorieskabt scenarium? Her har man inden for kunstig intelligens arbejdet med blandt andet det semantiske web og de såkaldte ontologier, der giver produkterne noget at pejle efter. Her på vidensbanken har vi endda skrevet en artikel om fænomenet.

Modelleringen af objekter
En af de nye metoder til at modellere virkelighedens objekter kaldes multiagent-systemer, som der forventes utroligt meget af. Her på vidensbanken dykker vi ned i området i form af et interview med Kasper Hallenborg, som blandt andet bruger multiagent-systemer i sine projekter.

Læring om bruger og omgivelser ved observation
De intelligente omgivelser skal kunne lære om brugerne ved at studere deres adfærd over tid. Inden for kunstig intelligens kaldes den slags maskinlæring eller datamining. En endnu nyere term er Reality mining, som vi også har skrevet om her på vidensbanken.

Som det kan ses er den kunstige intelligens et vigtigt område, som lapper ind over alle intelligente produkter. Du kan læse flere potentialer i den originale artikel (pdf).

Skrevet af Lasse Christensen kl 10:16 PM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

March 13, 2008


Skal vi spores eller hvad?

Vi forsøgte i sidste blogindlæg at finde ud af, hvorfor vi ikke ser flere produkter og services med stedsans. Den tråd forsætter i dette blogindlæg, hvor vi bliver en anelse mere fokuseret på et enkelt område. Spørgsmålet er nemlig, hvilken type stedsans brugerne ønsker? Forskerne Junglas og Watson har nemlig undersøgt om, brugerne vil have lokations-bevidste eller lokations-sporende services. Først må vi dog hellere forklare, hvad forskellen mellem de to typer stedsans er.

Den afgørende forskel er, hvor meget der bliver sporet, og hvem er i centrum for servicen. En lokations-sporende service sporer kun koordinaterne på brugeren og leverer dem til andre personer eller tjenester. En typisk brug vil være en funktion, som muliggør, at man kan finde en bestemt person.

En lokations-bevidst tjeneste er langt mere omfattende. Her er det brugeren, der får leveret sporing af omgivelserne. Det er eksempelvis en service, hvor man kan efterspørge venner i nærheden, hvis man går en tur i byen.

Grænsen mellem de to typer af services er noget flydende, men det er alligevel fornuftigt at tænke i de baner, inden der produceres et hav af nye produkter og services. De to forskere har udarbejdet et eksperiment for at undersøge, hvilken af de to typer af stedsans, der bliver foretrukket af brugerne. Ret overraskende var det faktisk lokations-sporende tjenester, som brugerne var mest glade for.

Her på vidensbanken mener vi dog, at man skal være påpasseligt med at afskrive lokations-bevidste tjenester endnu. De kan på sigt vise sig at blive mere populære. Det er vigtigt at huske på, at lokations-sporende tjenester formentlig er mere komplicerede og kræver større tilvendelse af brugerne. Derfor kan de lokations-bevidste tjenester blive meget spændende for brugerne, når de først har vendt sig til de lokations-sporende tjeneter og derefter får mod på mere.

Læs undersøgelsen her (koster penge)

Skrevet af Lasse Christensen kl 7:38 PM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

March 9, 2008


Top 3 over sensorteknologi

Sensorer er en vigtig del af pervasive computing og de intelligente produkter. Uden dem vil produkterne ikke være i stand til at vide noget som helst om, hvordan de skal opføre sig i forhold til os. En sensor er dog ikke blot en sensor, for de varierer blandt andet i forhold til hvad de måler, hvor innovativt de bliver brugt og hvilken rolle de spiller i produktet. Listen nedenfor er sammensat ud fra, hvor opfindsomme sensorerne er, og om de er brugt på en innovativ måde.

1. Fremtidens produkter kan se
Det amerikanske firma iRobot, som de fleste kender for robotstøvsugeren Roomba, har licenseret en laser-radar teknologi , der giver robotterne mulighed for at danne et 3D-billede af den omkringliggende verden. Vores hidtidige produkter har følt omgivelsernes ændringer, men med et 3D-billede bliver det endnu mere præcist. Desværre er teknologien indtil videre forbeholdt militærprodukter, men mon ikke vi ser den i almindelige produkter om et par år?

2. Trykfølsomme sensorer væves ind i tæppet
Her på vidensbanken er vi meget begejstrede for produkter, der hjælper handicappede eller syge mennesker, så de får et bedre liv. Det intelligente tæppe fra Missouri University, som vores kollegaer på Lab Confidential har behandlet, er et fint eksempel på et hjælpsomt produkt. Tæppet er fyldt med trykfølsomme sensorer, og de detekterer, når ældre eller handicappede mennesker falder og slår sig. De trykfølsomme sensorer er printet, hvilket giver en favorabel produktionspris. og tæppet er et eksempel på, at det ikke alene er sensorens måleegenskaber, som gør den interessant. Prisen er også vigtig for, at sensorerne bliver udbredt.

3. Lattermeter
Japanske forskere har opfundet en sensor , som kan måle, hvor meget en person ler, og hvor oprigtigt latteren er. Det virker måske langt ude at inkludere sådan en gimmick på listen, men det afspejler en vigtig problemstilling inden for de egenskaber, som sensorerne måler. Efterhånden kan teknologien måle alle mulige forskellige fysiologiske tilstande, men noget så komplekst som vores humør, lune eller verdensopfattelse er med den nuværende teknologi næsten umuligt at håndtere. Det kan godt være at et lattermeter er et meget lille plaster på det sår, og vi skal nok ikke forvente nogen markante fremskridt den næste tid, men lidt udvikling og fokus på området skader aldrig.

Skrevet af Lasse Christensen kl 9:24 PM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

March 5, 2008


Dæmp lyset med fagter

De fleste med interesse for popkultur kender Steven Spielbergs legendariske mesterværk fra 2002, Minority Report. På den ene side forfærdes man af det overdrevne overvågningssamfund, men på den anden side fascineres man af den måde, hvorpå Tom Cruise styrer computerskærmene ved hjælp af fagter og håndtegn. Styring af computere med fagter og håndtegn er måske på vej til at blive en naturlig del af hverdagen i form af gesture computing.

Gesture computing går i alt sin enkelthed ud på, at brugerens bevægelser bliver aflæst og tilknyttet kommandoer. Så når farmand vil skifte tv-kanal, vifter han blot med hænderne, og tv’et adlyder straks. Det tyske institut for telekommunikation, Fraunhofer demonstrerer deres iPoint på CeBIT messen i Hannover, hvor messedeltagerne kan fornøje sig med at styre en billedviser og spille spil med fagter.

Anvendelsesmulighederne for gesture computing og iPoint virker endeløse. I forhold til det intelligente hjem virker lysdæmpning oplagt. I dag kan home automation-systemer tænde lyset automatisk, når vi træder ind af døren, men den sidste skræddersyning til brugeren kan gesture computing tilbyde. Dæmpning af lyset med hænderne er blot et eksempel. Home automation tænder lyset, når vi træder ind, men desværre dæmper det ikke lyset, hvis det er for skarpt. Her vil gesture computing være en intuitiv teknologi, som kan dæmpe lyset, hvis vi vifter med vores arme på en bestemt måde.

Oplevelsesindustrien og pleje af handicappede er andre åbenlyse anvendelsesmuligheder, så det er blot for producenterne at slå sig løs.

Pressemeddelelse fra Fraunhofer

Skrevet af Lasse Christensen kl 8:07 PM | Kommentarer (1) | TrackBack (0) | Permalink

 

February 21, 2008


Ny artikel: De semantiske produkter - Nu snakker tingene sammen

Det semantiske web er på en gang ombejlet af både mystik og store forventninger. De fleste internetsurfere ved, at det handler om data, men hvad er det nu for en type data, det drejer sig om? Vi giver svaret i den nyeste artikel på Vidensbank for Intelligente Produkter. Du kan også læse i artiklen, hvordan det semantiske web giver muligheder for at vores produkter kan tale sammen, samtidig med at de udbyder en service.

Læs artiklen her

Skrevet af Lasse Christensen kl 12:55 PM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

February 19, 2008


Disney bygger fremtidens hjem

Den amerikanske koncern Disney er mest kendt for tegnefilm, og i særdeleshed deres juleshow som børn og barnlige sjæle nyder bag hjemmets fire vægge i julen. Tegnefilmenes succes fik koncernen til at åbne Disneyland i 1955, hvor en af forlystelserne var det såkaldte
Tomorrowland, som gav et glimt af fremtiden. Op igennem det 20. århundrede blev Tomorrowland holdt ved lige, så det ikke endte med at blive et Yesterdayland!

Den sidste nye installation, som Disney arbejder på, er et bud på fremtidens intelligente hjem. Hjemmet er spækket med sensorer, multitouch-skærme og intelligente gadgets og Disney fremstiller det intelligente hjem i samarbejde med Microsoft, Hewlet Packard og softwarefirmaet LifeWare, så det må siges, at det er giganterne, der er på vej ind på området for de intelligente hjem.

Adam Greenfield skriver i sin bog, Everyware, at fremtiden i høj grad formes af de visioner, som forbrugerne får præsenteret gennem film og anden populærkultur. Det er altså ikke helt uden betydning, hvordan fremtidens hjem bliver præsenteret i forlystelsesparker og science fiction film. Alt sammen er nemlig med til at forme forbrugernes forventninger til, hvordan hjemmet til fremtiden ser ud og i sidste ende, hvad de efterspørger.

Læs mere om Disney nye hjem her

Se Alan Greenfield til NEXT no. 5

Skrevet af Lasse Christensen kl 6:35 PM | Kommentarer (0) | TrackBack (0) | Permalink

 

January 28, 2008


Det intelligente køleskabs historie

I gamle dage var vi nødt til at holde vores fødevarer kolde i et ishus. De gamle dage er for længst fortrængt af industrisamfundet og undervejs blev ishuset skiftet ud med et elektrisk køleskab. Det er i korte træk køleskabets historie indtil køleskabet blev bannerfører for intelligente produkter, hvor køleskabet holder sty