Nokia ser ud til at satse endnu mere på mobiltelefoner med stedsans eller GPS om man vil. For det første har
Nokia opdateret deres kort-applikation
, som nu skulle være endnu bedre. Med den opdaterede applikation bliver telefonerne endnu bedre til at finde vej, og det gælder både fodgængere og bilister. Forbedringen af en kort-applikation er et meget konkret tegn på, at Nokia satser på stedsans, for hvem vil udvikle software, hvis ikke man tror på grundideen bag?
Mens udviklingen af kort-applikationen finder sted hos Nokias programmører, har Nokias ledelse besluttet, at indgå et
strategisk samarbejde med den franske telegigant Orange
. Intentionen er at udvikle en bred vifte af applikationer, der beriger brugerne. Lokations-baserede tjenester nævnes blandt andet som indsatsområder, og det må forventes at strække sig videre end Nokias kort-applikation.
Dog vil kritiske forbrugere sikkert være betænkelige ved, at en mobilproducent og et teleselskab udvikler egne applikationer og tjenester til en bestemt mobiltelefon. Alt andet lige er det jo fedest, hvis alle med mobiltelefon har adgang til de samme tjenester, men det er jo efterhånden givet, at der skal være et mylder af tjenester og applikationer, som ikke nødvendigvis er kompatible.
Mobile 2D-stregkoder har på mange områder vundet vidensbankens sympati, og vi har bragt mange historier fra den vide verden om spændende anvendelser. I dette indlæg følger vi samme spor, for nu har stregkoderne endnu engang ført vores oplevelser et skridt videre. Som sædvanligt foregår det nye og spændende i Japan, hvor stregkoderne nu taler og viser billeder.
Desværre rummer kombinationen af sorte og hvide felter ikke tilstrækkelig med dataplads til, at et lydklip kan vare mere end to sekunder, hvilket reducerer anvendelsesmulighederne ganske markant. Alt andet lige er det ganske begrænset, hvor meget information der kan viderebringes på to sekunder, derfor kan lydklippene kun være oplevelsesorienterede.
2D-stregkoder har været anvendt i forbindelse med markedsføring som eksempelvis filmplakater. Her vil et lydklip formentlig øge plakaternes virkning. Forestil dig en filmplakat, der skal trække publikum ind og se den nyeste film med James Bond. I bunden er der en stregkodes, som afspiller catch-phrasen ”Bond, James Bond”.
Selvfølgelig er der tale om en gimmick, der på ingen måde redder verden, men den passer egentlig meget godt til markedsføringen af agenten i majestætens hemmelige tjeneste
Vi har rost stregkoderne i fine vendinger her på bloggen. Vores begejstring har taget udgangspunkt i, at koderne bygger bro mellem den fysiske og virtuelle verden, hvorved de lægger et ekstra lag af informationer oven på det, vi ser gennem øjnene. Desuden har vi rost, at alle og enhver kan opsætte stregkoderne uden problemer, men i dette indlæg smider vi fløjlshandskerne og tager de kritiske briller på. Der er nemlig en række kritikpunkter, hvis man tager en rejse rundt i blogosfæren og de mange andre nyhedskilder.
New York Times, som ikke kræver større introduktion, har skrevet en
artikel
om, hvordan stregkoderne har været en fiasko på et universitet i USA. Det primære problem er, at det koster penge at bruge stregkoderne for eksempelvis at se, når den næste universitetsbus ankommer, hvorfor de studerende ikke har taget koderne til sig.
Stregkodefanatikerne på Semapedia har allerede taget til
genmæle
, hvor de kritiserer undersøgelsen. For som de spørger, hvem vil betale for at se, hvornår den næste bus ankommer, når man blot kan kigge på busplanen? En anden del af kritikken er, at forsøget anvender en kommerciel stregkodeteknologi, hvor der skal betales for at opsætte tags.
Rejsen rundt i de kritiske synspunkter ender hos Joel Spolsky, som er en begavet og anerkendt blogger inden for softwareindustrien, og han langer ud efter stregkoderne i det her
indlæg
, hvor han blandt andet påpeger, at internetadresser ikke er besværlige at taste ind. Hvad værre er, skaber stregkoderne ifølge Spolsky ikke værdi for brugeren, og det må siges at være et fundamentalt problem.
Efter alt den kritik er det måske på sin plads at nævne, at stregkoderne er blevet en kæmpesucces i Japan, hvor de er integrerede i næsten alle plakater og aviser.
Open source lyder godt i mange ører. Det er gratis software af ofte god kvalitet. Vi ser også tit større softwarekoncerner understrege, at de bestemt ikke er truet af den nye type software, hvor selve understregningen i sig selv kan ses som en indikation af noget andet. Et andet og langt mere interessant aspekt af open source er, at softwaren kommer ud til masserne. Enhver kan i dag lave forholdsvis avanceret billedredigering, hvilket for år tilbage var umuligt for den almindelige bruger at komme i nærheden af.
Samme logik er ved at indtage en lille del af de interaktive rum. Open source projektet, RoomWare leverer nemlig et stykke basissoftware til at integrere kommunikationsteknologier som RFID og bluetooth ind i geografisk afgrænsede områder. Forskerne på projektet har blandt andet skabt et rum med en skærm, hvor skærmen er kontekstfølsom i forhold til mobiltelefoner i rummet. RoomWare gennemsøger rummet for mobiltelefoner med bluetooth, hvis en mobiltelefon i rummet findes i en bestemt database med billeder af telefonbrugere, viser skærmen billedet af personen blandt de andre personer med mobiltelefoner. Ganske banalt, men det smarte ved RoomWare er, at selve kommunikationsdelen er udarbejdet og gratis tilgængelig.
RFID og bluetooth er givetvis kun toppen af isbjerget. På sigt ser vi mere open source software til de interaktive rum, og så erobrer rummene måske for alvor masserne.
Vi skriver meget om stedsans i produkter, og vi taler meget om produkter med stedsans, men hvornår bliver det udbredt? Vi leder efter svaret i de næste 2 blogindlæg, og tager pulsen på hvordan stedsansen kommer til at se ud med udgangspunkt i den nyeste forskning.
De to amerikanske forskere, Junglas & Watson lister 3 grunde til, at stedsans ikke er mere udbredt i produkter og services. Årsagerne er næppe de eneste, men de giver et indblik i, hvilke udfordringer der skal imødegås, før vi får lokationsbestemte produkter og tjenester.
De tre årsager er:
1. Vi venter stadig på mere præcise lokaliseringsteknikker. Indtil eksempelvis Assisted GPS bliver udbredt, er vi stadig henvist til mobilmasternes celleinformation eller den traditionelle GPS. Vi venter med andre ord på øget præcision.
2. De nuværende lokationsbaserede produkter eller tjenester har for lang svartid, hvilket gør brugerne irriterede.
3. Brugerne er bekymrede for at opgive for meget af deres privatliv, hvilket de fleste nok var klar over i forvejen.
Derfor er teknologien bag stedsansen formentlig stadigt i en modningsfase, hvor både teknologi og brugerne skal modnes. Heldigvis er der mange projekter undervejs på det teknologiske område. Der kan både nævnes det omdiskuterede europæiske projekt Galileo (pendant til GPS) og det førnævnte Assisted GPS.
Dette er det første blogindlæg af en serie af to med udgangspunkt i tidsskriftsartiklen af de to nævnte forskere. I morgen kan du læse om forskellen mellem locations-bevidste tjenester og lokations-sporende tjenester. Du får også svaret på, hvilken brugerne ønsker sig mest.
Sensorer er en vigtig del af pervasive computing og de intelligente produkter. Uden dem vil produkterne ikke være i stand til at vide noget som helst om, hvordan de skal opføre sig i forhold til os. En sensor er dog ikke blot en sensor, for de varierer blandt andet i forhold til hvad de måler, hvor innovativt de bliver brugt og hvilken rolle de spiller i produktet. Listen nedenfor er sammensat ud fra, hvor opfindsomme sensorerne er, og om de er brugt på en innovativ måde.
1. Fremtidens produkter kan se
Det amerikanske firma iRobot, som de fleste kender for robotstøvsugeren Roomba, har licenseret
en laser-radar teknologi
, der giver robotterne mulighed for at danne et 3D-billede af den omkringliggende verden. Vores hidtidige produkter har følt omgivelsernes ændringer, men med et 3D-billede bliver det endnu mere præcist. Desværre er teknologien indtil videre forbeholdt militærprodukter, men mon ikke vi ser den i almindelige produkter om et par år?
2. Trykfølsomme sensorer væves ind i tæppet
Her på vidensbanken er vi meget begejstrede for produkter, der hjælper handicappede eller syge mennesker, så de får et bedre liv.
Det intelligente tæppe
fra Missouri University, som vores kollegaer på Lab Confidential har behandlet, er et fint eksempel på et hjælpsomt produkt. Tæppet er fyldt med trykfølsomme sensorer, og de detekterer, når ældre eller handicappede mennesker falder og slår sig. De trykfølsomme sensorer er printet, hvilket giver en favorabel produktionspris. og tæppet er et eksempel på, at det ikke alene er sensorens måleegenskaber, som gør den interessant. Prisen er også vigtig for, at sensorerne bliver udbredt.
3. Lattermeter
Japanske forskere har opfundet en
sensor
, som kan måle, hvor meget en person ler, og hvor oprigtigt latteren er. Det virker måske langt ude at inkludere sådan en gimmick på listen, men det afspejler en vigtig problemstilling inden for de egenskaber, som sensorerne måler. Efterhånden kan teknologien måle alle mulige forskellige fysiologiske tilstande, men noget så komplekst som vores humør, lune eller verdensopfattelse er med den nuværende teknologi næsten umuligt at håndtere. Det kan godt være at et lattermeter er et meget lille plaster på det sår, og vi skal nok ikke forvente nogen markante fremskridt den næste tid, men lidt udvikling og fokus på området skader aldrig.
Tilbage i 80’ernes grillbar var den ostespisende Pac-Man en hyppig beskæftigelse, mens burgerne og kradserne blev langet over disken. Siden Pac-Man erobrede grillbaren, har computerspillet udviklet sig med stormskridt, og gaming er gået fra at være for de lidt nørdede teenagere til at være en markant del af underholdningsindustrien. Det næste skridt er måske, at vores computerspil indtager gaden og omgivelserne, så vi ikke længere er bundet bag skærmen.
Ray Kurzweil er en såkaldt futurist, og han har blandt andet vist sit værd gennem pionerarbejde inden for blandt andet talegenkendelse og konvertering af papirdokumenter til digitale dokumenter. Så der er tale om en mand, hvis ord der bliver lyttet til.
For nylig gav Kurzweil et
indlæg
til en konference om fremtidens computerspil. Faktisk er det misvisende at kalde det computerspil, for Kurzweil fremhæver netop, at vores desktopcomputer langsomt opløses og gendannes rundt omkring os i vores omgivelser, tøj og briller, hvilket ifølge Kurzweil er en realitet inden år 2010. Så i stedet for at binde computerspillet til desktoppen og konsollen, bør computerspilsfabrikanterne bruge omgivelserne som arena for spillene.
En prototype og eksempel på den tendens er det såkaldte
Human Pac-Man
, hvor spillerne ifører sig transportabelt VR-udstyr, vandrer rundt og spiser frugt, ost og superpiller i bybilledet. Inden år 2010 er VR-udstyret måske overflødigt, og spil som Human Pac-Man er en integreret del af enhver barnlig sjæls dagligdag.
Her på Innovation Lab udskiftede vi vores visuelle udtryk den 31. januar. Som en konsekvens heraf kan du på hovedsiden se en karmagenerator, som udtrykker den samlede aktivitet og agenternes karma på Innovation Lab. Det er blot to af flere måder at skabe et visuelt udtryk i den virtuelle verden baseret på input fra den fysiske verden. Sensorer kan gøre præcist det samme, så i fremtiden kan vi måske gå et skridt videre med karmageneratoren.
Near Future Laboratory udvikler for tiden en såkaldt Flavonoid, som integrerer den fysiske aktivitet med online indhold. Projektets ambition er at nedbryde nogle af barriererne mellem virtuelle fællesskaber som Second life og vores fysiske bevægelser i dagligdagen. Ved hjælp af accelerometer, ur og berøringssensor sender Flavonoid bevægelsesinformation ind i et internetfællesskab.
Hvis Flavonoid kobles op med Innovation Labs karmagenerator og alle agenter får en i hånden, vil karmaen blive generet ud fra alle Lab Agenters bevægelse. Så hvem ved om Innovation Lab 3.0 bliver baseret på sensordata fra den virkelige verden? Det tænkte eksempel leger også med problemstillinger om privatlivets fred, for skal en virksomhed nødvendigvis vide, hvordan medarbejderne bevæger sig?
I Japan har unge mennesker i høj grad taget de 2-dimensionelle stregkoder til sig, hvor de ofte er en del af et markedsføringsaspekt. Stregkoderne bygger på finurlig vis bro mellem den fysiske verden og informationshovedvejen ved hjælp af mobiltelefonens kamera. Ungdommen er også målgruppen for en ny kampagne fra Aalborg Universitet, hvor stregkoderne spiller en vigtig rolle.
Universitetet skriver i sin meddelelse, at målet med kampagnen er at nå den type studerende, der er særligt interesserede i nye medier og de muligheder, som ligger inden for feltet. Det er et af de første projekter, der gør brug at stregkoderne i Danmark, og det er jo altid spændende at se danske anvendelser af ny teknologi. På vidensbanken har vi tidligere behandlet stregkoderne i
denne artikel
, som vi anbefaler dig at læse igennem.
Don’t walk into the light! Det citat støder filmelskere ofte på, når de ser amerikanske film med en døende helt eller heltinde. Lyset ses som et pejlemærke for et menneskes overgang mellem liv og død. Efterhånden er citatet blevet en så stor kliche, at få moderne instruktører bruger den. I den teknologiske stedsans’ verden har lys indtil videre ikke spillet nogen hovedrolle, men i den verden er lyset ved igen at få status som pejlemærke.
Det amerikanske firma Talking Lights har nemlig opfundet et system, som via lys kan lokalisere folk indendørs. Ofte har det netop været et problem, at GPS-systemet ikke virker indenfor, hvor det især på hospitaler er en fordel at vide, hvor medarbejderne er. Selve systemet består af tre dele, hvor der selvfølgelig skal være en lyskilde, som udsender manipuleret lys med indkodet positionsinformation.
Udover lyskilden skal der naturligvis også være en modtager på den person, som skal lokaliseres, samt noget software der kan hitte rede i modtager og lyskilde. Det er altid interessant at læse om nye positioneringssystemer, men hvorvidt lyssystemet er bedre end andre er nok tvivlsomt. Hvad sker der, når man slukker lyset eller en lyspære springer? Det er i hvert faldt begrænset, hvor vigtige opgaver systemet kan varetage. Et andet problem er, at lys er dyrt at have tændt hele dagen.
At se, hvordan et produkt bliver udtænkt, raffineret og til sidst skabt, er tit forbeholdt opfinderne og udviklingsafdelingerne. På Near Future Laboratory udvikler de en nervøssitetsdæmpende gadget. Det er selvfølgelig ikke en opfindelse på linje med hjulet, men det er alligevel interessant at se udviklingen fra ide til prototype. Selve prototypen (se billedet) er lavet af plastik og indeholder en sensor, som registrerer, hvor hårdt brugeren klemmer på plastikken. Alt efter hvor hårdt der trykkes, lyser den meget forskellig, og den skal eftersigende virke stressdæmpende.
Se
blogindlægget
på Near Future Laboratory og se, hvordan ideen er opstået og udviklingen af den foregår.
Tilbage i firserne fandtes der stadig tv-apparater, som blev betjent med håndkraft. Det vil sige, at farmand selv rejste sig op eller sendte en af ungerne over til tv’et for at skifte fra Danmarks Radio til TV2. De tider er for længst forbi, og ethvert tv med respekt for sig selv har en fjernbetjening, så vi slipper for at rejse os fra sofaen.
Siden fjernbetjeningens succes er der ikke sket nogen betydelig ændring i den måde, hvorpå vi styrer vores tv eller andre produkter. I den nærmeste fremtid kan det dog meget vel ændre sig. Vi er nemlig på vej ind i en tidsalder, hvor talegenkendelse erobrer kontrollen af vores tv og andre produkter.
Desværre annullerer talegenkendelse kampen om fjernbetjeningen, for ethvert familiemedlem kan skifte tv-station ved at tale. Det virker desuden også problematisk, hvis der er uenighed i familien om, der skal ses melodi grand prix eller temalørdag på DR2. Uenigheden medfører sandsynligvis et konstant skift af kanaler.
Talegenkendelse er som antydet ikke kun forbeholdt tv. GPS’er, mobiltelefoner, og andre elektroniske hjælpemidler, som vi interagerer med, kan drage nytte af talegenkendelse. I
denne artikel fra NY times
får du et overblik over talegenkendelse. Du kan blandt andet læse om udviklingen og den spirende konkurrence på markedet.
Hvis du er et af den slags ustrukturerede mennesker, der altid mister visitkort fra de kontakter, som du møder til konferencer og workshops, er der måske godt nyt. Den japanske designer Hideaki Matsui har nemlig designet en ny digital fingerring, som indeholder din egen kontaktinformation og kontaktoplysninger på de folk, som trykker din hånd. Kontaktoplysningerne overføres automatisk, når der trykkes hænder mellem to personer, som har ringene på. Herved slipper deltagerne på konferencer for at udveksle visitkort, for det sker allerede i det sekund, hvor deltagerne trykker hænder med hinanden. Når konferencen er slut kan deltagerne i ro og mag bladre kontaktoplysninger igennem ved hjælp af en speciel skærm.
Ringen får desuden strøm fra kropsvarme, hvorfor det ikke er nødvendigt med batterier og opladninger. Vi synes, at ringen er et forfriskende pust, der viser, hvordan kommunikation kan implementeres i hverdagsting og gøre hverdagen lettere for konferencedeltagere.
I videoen nedenfor ses en stol, som på intelligent vis følger efter brugeren på et bibliotek. Stolen er udstyret med et robotskelet, som aktiveres, når brugeren holder et kort foran stolen. Den intelligente stol er en del af Jelte Van Geests afgangsprojekt fra Design Akademiet i Eindhoven. Selvfølgelig er det fikst og gejlet at have en stol til at følge efter dig, når du skal læse Harry Potter på biblioteket, men er det virkeligt nødvendigt at bruge værdigfuld elektricitet på det? Er det ikke muligt at få samme interaktion med stolen ved at inddrage brugeren til at skubbe stolen? Der findes naturligvis ikke et entydigt svar på spørgsmålet, men det overordnede spørgsmål er, om vi kun skal bruge energikrævende teknologier, når vi opnår noget revolutionerende nyt, eller om vi også skal bruge energien til blot at øge komforten ved eksisterende produkter som eksempelvis stole.
Hvornår har du sidst brugt kameraet i din mobiltelefon? Problemet med kameraet i telefonen er, at opløsningen og optikken ofte er for dårlig. Dog kan dit kamera stadig bruges til noget fornuftigt, for kameraet er et vigtigt omdrejningspunkt for de såkaldte 2d-stregkoder, som på besnærende vis forbinder internettet med virkelige objekter.
Læs i
denne artikel
om stregkodernes anvendelser og standardiseringsbehov.
Med bulder og brag lancerede Google sit styresystem til mobiltelefoner. Her på vidensbanken var vi også med på bølgen af nyheder om styresystemet, der efter sigende skal revolutionere verden. Nu begynder anden bølge af nyheder at skylde ind over os. På billedet ses en prototype fra en japansk mobiloperatør. Hermed nærmer vi os med hastige skridt det tidspunkt, hvor vi ser de første g-Phones på markedet. Desuden er en af de chips, der bruges i telefonen, fremstillet af free-scale, som er en stor producent af ZigBee. Hvis det er et tegn på, at man også begynder at indlejre ZigBee i mobiltelefonerne, bliver det rigtigt spændende.
Alt har dog ikke været fryd og gammen for android. LiPS, som er en alternativ standard, har lavet en sammenligning, hvor android kritiseres for at være baseret på ad-hoc implementeringsstandarder. Det vil ifølge LiPS være dårlige standarder for mobilproducenterne. Derfor udvikler LiPS en mere stabil standard, hvilket altså skulle give færre problemer. Spørgsmålet er dog om angrebet skyldes frustration fra LiPS’ side over at have brugt snart 3 år på at udvikle en standard, for så at se sig overhalet indenom af Google.
Inden for kort tid kan du læse en uddybende artikel omkring 2d-stregkoder, der er kendt under flere navne som semacode og QR, men måske er det spildte kræfter at bekymre sig om dem. Det schweiziske firma kooaba har nemlig gjort koderne overflødige på filmplakater. I stedet for at tage et billede i hjørnet af plakaten, tager man et billede af hele plakaten, og sender det som en MMS til et telefonnummer. Herefter kommer der information om, hvor filmen går, og hvad den handler om. Fordelene i forhold til stregkoderne er, at de filminteresserede ikke skal have installeret software på mobiltelefonen, og plakatens udseende bliver heller ikke forurenet af at have en stor stegkode i bunden.
Dog kan man indvende, at almindelige forbrugere ikke selv kan printe stregkoder ud og sætte dem op, hvor de ønsker det. Desuden skal man sende det til et bestemt telefonnummer, hvor stregkoden ofte blot henviser til indhold på internettet. I det hele taget virker kooaba en smule fastlåst. Derfor vil anvendelsen af systemet formentlig kun være i markedsføringssammenhænge som eksempelvis film.
På webstedet Read/WriteWeb har de kåret de fem bedste og mest brugbare applikationer til mobiltelefonen. Undersøgelsen er dybt uvidenskabelig og baserer sig på omkring 50 kommentarer til en blogpost, som opfordrede læserne til at fortælle om deres yndlings-applikationer.
Top 5 listen er:
1. Googles mobile mailklient
Ikke overraskende er det en mailklient, som er øverst på listen. Klienten giver mulighed for synkronisering med Gmail, og hvem vil ikke gerne have sine mails med på farten. Som en af read/writewebs brugere skriver: så vil vi også gerne have vores kalender og kontakter med på mobilen, hvilket naturligvis er en oplagt videreudvikling.
2. Google Maps
På andenpladsen er det også Google, som har tiltrukket sig læsernes gunst. Denne gang er det korttjenesten, der er fremhævet. Her kan brugeren få et overblik over nærområdet. Desuden findes der en version, som integrerer mobiltelefonens GPS med kortet, så man kan se, hvor man er. Google Maps' høje placering vidner også om, at brugerne faktisk efterspørger lokationsbaserede tjenester.
3.Opera Mini
Den lille norske browser er også ganske populær. Det skyldes primært, at den er bedre end telefonens indbyggede browser. Årsagen til at brugerne foretrækker Opera Mini er, at den er bedre til at transformere en hjemmeside, så den kan læses på mobiltelefonens lille display.
4. fring
fring er en tjeneste, der integrerer instant messenging protokoller med mobiltelefonen. Tjenesten muliggør blandt andet, at brugeren kan bruge Messenger og andre chatprogrammer på mobiltelefonen.
5. ShoZu.
En vigtigt del af succesen bag web 2.0 er, at brugerne kan publicere deres indhold, og det er lige præcis, hvad ShoZu giver mulighed for. Brugerne kan nemlig sende billeder til både facebook og flickr fra deres mobiltelefon, hvis den vel og mærke er udstyret med ShoZu.
Som nævnt i indledningen er det ikke en raketvidenskabelig undersøgelse, som ligger til grund for listen. Dog er de læsere, som har svaret på Read/WriteWebs opfordring, formentlig mobilfanatikere, der oftest er et skridt foran os andre. Dermed tjener listen som en god indikator på, hvilken vej vinden blæser for mobilapplikationer.
Vi kender alle billedet fra nytårsaften af de mange glade mennesker på Times Square. Nu kan de mange billboards i baggrunden blive interaktive ved hjælp af mobiltelefonen.
Konceptet MegaPhone giver nemlig mulighed for, at de mange billboards kan bruges til gigantiske spil, hvor spillerne stammer fra mange forskellige lokationer rundt om i verdenen. For at gøre billboards interaktive bruger MegaPhone inputs fra brugernes mobiltelefoner. Herved kan mange brugere involveres i billboardet og spillet på en gang. Faktisk er der også mulighed for at flere spillere kæmper mod hinanden via billboards på tværs af geografien. Eksempelvis har spillere på Times Square kæmpet mod spillere I Tokyo.
MegaPhone kan blandt andet også integreres på sportsarenaerne rundt om i verden, og lave spil, hvor de forskellige fangrupper kæmper mod hinanden. Det forøger oplevelsen af at gå til eksempelvis en fodboldkamp, hvis man som Brøndbyfan kan vinde over FCK-fansne i kampen på billboardet.
Vi synes, at det er ganske interessant at se, hvordan mobiltelefonen bliver brugt til at forøge det klassiske billboards potentialer. Med interaktivitet øges værdien for brugeren og en kombination med reklame virker oplagt.
Vi har rost stregkoderne i fine vendinger her på bloggen. Vores begejstring har taget udgangspunkt i, at koderne bygger bro mellem den fysiske og virtuelle verden, hvorved de lægger et ekstra lag af informationer oven på det, vi ser gennem øjnene. Desuden har vi rost, at alle og enhver kan opsætte stregkoderne uden problemer, men i dette indlæg smider vi fløjlshandskerne og tager de kritiske briller på. Der er nemlig en række kritikpunkter, hvis man tager en rejse rundt i blogosfæren og de mange andre nyhedskilder.
Tilbage i 80’ernes grillbar var den ostespisende Pac-Man en hyppig beskæftigelse, mens burgerne og kradserne blev langet over disken. Siden Pac-Man erobrede grillbaren, har computerspillet udviklet sig med stormskridt, og gaming er gået fra at være for de lidt nørdede teenagere til at være en markant del af underholdningsindustrien. Det næste skridt er måske, at vores computerspil indtager gaden og omgivelserne, så vi ikke længere er bundet bag skærmen.
Her på Innovation Lab udskiftede vi vores visuelle udtryk den 31. januar. Som en konsekvens heraf kan du på hovedsiden se en karmagenerator, som udtrykker den samlede aktivitet og agenternes karma på Innovation Lab. Det er blot to af flere måder at skabe et visuelt udtryk i den virtuelle verden baseret på input fra den fysiske verden. Sensorer kan gøre præcist det samme, så i fremtiden kan vi måske gå et skridt videre med karmageneratoren.
I Japan har unge mennesker i høj grad taget de 2-dimensionelle stregkoder til sig, hvor de ofte er en del af et markedsføringsaspekt. Stregkoderne bygger på finurlig vis bro mellem den fysiske verden og informationshovedvejen ved hjælp af mobiltelefonens kamera. Ungdommen er også målgruppen for en ny kampagne fra Aalborg Universitet, hvor stregkoderne spiller en vigtig rolle.
At se, hvordan et produkt bliver udtænkt, raffineret og til sidst skabt, er tit forbeholdt opfinderne og udviklingsafdelingerne. På Near Future Laboratory udvikler de en nervøssitetsdæmpende gadget. Det er selvfølgelig ikke en opfindelse på linje med hjulet, men det er alligevel interessant at se udviklingen fra ide til prototype. Selve prototypen (se billedet) er lavet af plastik og indeholder en sensor, som registrerer, hvor hårdt brugeren klemmer på plastikken. Alt efter hvor hårdt der trykkes, lyser den meget forskellig, og den skal eftersigende virke stressdæmpende.
Hvis du er et af den slags ustrukturerede mennesker, der altid mister visitkort fra de kontakter, som du møder til konferencer og workshops, er der måske godt nyt. Den japanske designer Hideaki Matsui har nemlig designet en ny digital fingerring, som indeholder din egen kontaktinformation og kontaktoplysninger på de folk, som trykker din hånd. Kontaktoplysningerne overføres automatisk, når der trykkes hænder mellem to personer, som har ringene på. Herved slipper deltagerne på konferencer for at udveksle visitkort, for det sker allerede i det sekund, hvor deltagerne trykker hænder med hinanden. Når konferencen er slut kan deltagerne i ro og mag bladre kontaktoplysninger igennem ved hjælp af en speciel skærm.
Med bulder og brag lancerede Google sit styresystem til mobiltelefoner. Her på vidensbanken var vi også med på bølgen af nyheder om styresystemet, der efter sigende skal revolutionere verden. Nu begynder anden bølge af nyheder at skylde ind over os. På billedet ses en prototype fra en japansk mobiloperatør. Hermed nærmer vi os med hastige skridt det tidspunkt, hvor vi ser de første g-Phones på markedet. Desuden er en af de chips, der bruges i telefonen, fremstillet af free-scale, som er en stor producent af ZigBee. Hvis det er et tegn på, at man også begynder at indlejre ZigBee i mobiltelefonerne, bliver det rigtigt spændende. 
Inden for kort tid kan du læse en uddybende artikel omkring 2d-stregkoder, der er kendt under flere navne som semacode og QR, men måske er det spildte kræfter at bekymre sig om dem. Det schweiziske firma kooaba har nemlig gjort koderne overflødige på filmplakater. I stedet for at tage et billede i hjørnet af plakaten, tager man et billede af hele plakaten, og sender det som en MMS til et telefonnummer. Herefter kommer der information om, hvor filmen går, og hvad den handler om. Fordelene i forhold til stregkoderne er, at de filminteresserede ikke skal have installeret software på mobiltelefonen, og plakatens udseende bliver heller ikke forurenet af at have en stor stegkode i bunden.
Vi kender alle billedet fra nytårsaften af de mange glade mennesker på Times Square. Nu kan de mange billboards i baggrunden blive interaktive ved hjælp af mobiltelefonen.